Overvejer du at blive mentor hos LIVSKRAFT? Så læs beretningerne fra nogle af vores frivillige ildsjæle og få et indtryk af, hvordan din indsats kommer til at gøre en forskel for de kræftramte unge og søskende.
For at blive mentor hos LIVSKRAFT skal du samme år have været campfrivillig på enten Cool Camp for kræftramte unge eller Cool Camp for søskende.
MENTOR FOR EN SØSKENDE
"Efter at have været med på Cool Camp for søskende til kræftramte, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg også skulle være mentor efterfølgende. På campen så jeg, hvordan både de unge og jeg selv gennemgik en kæmpe forvandling, og det var jeg bare nødt til at fortsætte! Mentorprogrammet betød, at jeg kunne holde fast i de tætte relationer, som jeg selv fik på campen, og at jeg samtidig kunne få en lille bid af det fantastiske Cool Camp fællesskab hver måned til gruppemøderne. Det gav mig også en unik mulighed for at udvikle mig fagligt i tråd med at være psykologistuderende, og opleve hvordan det er at få supervision og sparre med sine med-mentorer. Jeg har udviklet mig enormt meget - både fagligt og personligt - og jeg har fået et unikt indblik i, hvordan svære livssituationer kan håndteres, og hvordan man som menneske kan være der for hinanden i de svære såvel som gode stunder.
Det er helt fantastisk at opleve, hvordan de unge udvikler sig i mentorprogrammet, og at se hvordan de opbygger en relation til hinanden, som ikke kan fås andre steder, fordi de endelig møder nogle, som de kan spejle sig i. Derudover fortsætter de den udviklingsrejse, som de begyndte på campen, og det er skønt at se, hvordan deres selvværd og tro på sig selv bare bliver større og større i takt med, at mentorprogrammet skrider frem.
Jeg er enormt glad for at have fået lov til at være mentor hele to gange, og ville ikke bytte det for noget. Hvis man har mod på at udvikle sig fagligt såvel som personligt, og både være en del af gode stunder med fantastiske unge og være en støtte for de unge i mere svære tider - så er det her den helt oplagte mulighed!"
Mentor for en søskende
"Min motivation for at blive mentor hos LIVSKRAFT kommer af, at jeg selv oplevede at miste nære familiemedlemmer til kræft i teenageårene og en af de ting, jeg ville ønske, jeg havde haft dengang, var en at snakke med som ikke nødvendigvis var et familiemedlem eller ven. Men en som ville, at jeg skulle holde fast i troen på, at jeg var god nok, troen på at andre gerne ville mig og lytte til det, jeg havde at sige. Alle disse ting og mere til vil jeg gerne kunne give videre, fordi jeg ved, hvor stor en forskel det kan gøre.
Samtidig udvikler det mig også personligt og fagligt, da jeg lærer at kommunikere med børn og unge, som er meget vigtigt indenfor min profession som fysioterapeut. Udover det syntes jeg, det er så fedt at kunne være med til at give de unge gode oplevelser, så de kan holde fast i hinanden efter tiden på Cool Camp og forhåbentlig bruge hinanden endnu mere, når dagene af og til kan virke triste. Samtidig er det også en god mulighed for os frivillige i at holde fast i hinanden, hvilket jeg har nydt meget og har fået nogle rigtig gode venner ud af."
"Efter at have været campfrivillig på Cool Camp for kræftramte unge greb jeg muligheden for at holde fast i Cool Camp-magien ved at blive en del af mentorprogrammet. Som mentor oplevede jeg, hvordan telefonsamtaler og gruppemøder kunne hjælpe de unge til at fortsætte den udvikling og de venskaber, der var blevet indledt på campen. Dette mentorforløb gjorde mig kun endnu mere nysgerrig på, hvordan man kan hjælpe unge til at komme styrket igennem et sygdomsforløb. Derfor befandt jeg mig igen i bussen mod Ribe i sommeren 2020 – og forhåbentlig er det også tilfældet fremover."
MENTOR FOR EN SØSKENDE
"Da jeg hørte om projektet, syntes jeg, det lød vildt spændende og meningsfuldt. Efter at have deltaget i to camps har jeg fået syn for sagen - LIVSKRAFT er ganske unikt! Der bliver skabt nogle enestående rammer for, at de unge mennesker kan både grine, lege, dele gode såvel som barske erfaringer og udvikle sig personligt. At man som frivillig kan være med til at facilitere nogle stærke bånd de unge iblandt, gør at det hele giver mening.
Af samme grund meldte jeg mig også som mentor for en søskende til en kræftramt. Vi taler i telefon sammen og vender alt mellem himmel og jord. Mentorprogrammet har kun bekræftet mig yderligere i, at LIVSKRAFTs arbejde er noget helt særligt. Det gør virkelig en forskel for nogle seje unge mennesker. At man personligt også får en masse erfaring og nye venskaber med fra som arbejdet som frivillig, er bare en bonus."