Efter LIVSKRAFTs unge-camps er det muligt at blive frivillig mentor i LIVSKRAFTs mentorprogrammer efter campene. Der er mentorprogrammer efter Cool Camp for kræftramte unge og Cool Camp for unge søskende til kræftramte børn SAMT Camp Unite for unge der har mistet forældre og Camp Unite for unge der har syge forældre. Læs mere om mentorprogrammerne på siden her.
Formålet med mentorprogrammerne er at fortsætte de unges opdagelsesrejse ved at bringe værktøjerne fra unge-campene i spil i de unges hverdagsliv. Derudover er det håbet, at mentorprogrammerne skal skabe varige relationer mellem ligesindede unge - altsammen med henblik på at få de unge styrket igennem sygdomsforløbet.
Mentorforløbet varer 7-9 måneder (afhængig af campen) og løber fra september til april/maj (Cool Camps) eller fra december til juni (Camp Unites). Forløbet er gratis, og der er separate forløb for hhv. kræftramte unge, unge søskende til kræftramte børn, unge der har mistet forældre og unge der har syge forældre.
Som mentor bliver du matchet med en af de unge (mentee) fra den camp, som du har været Frivillig Fællesskaber på. Du har selv medindflydelse på, hvilke unge du kan blive matchet med. Programmet består af en kombination af telefonsamtaler med din mentee og gruppemøder med andre unge og frivillige fra campen.
Som frivillig mentor vil du inden forløbets opstart blive trænet grundigt i rollen som mentor, da den er anderledes end rollen som Frivillig Fællesskaber. Og gennem løbende sparring fra dine med-mentorer og professionel supervision faciliteret af en af LIVSKRAFTs dygtige psykologer, står du aldrig alene med en udfordring.
Som Frivillig Fællesskaber binder man sig ikke til at være frivillig mentor. Du skal først træffe beslutning om, hvorvidt du vil være frivillig mentor, når selve unge-campen er afholdt.
Det er ikke muligt at blive mentor uden at have været Frivillige Fællesskaber samme år, som man ønsker at være mentor.
Der er ikke mentorprogrammer efter LIVSKRAFTs familie-camps.
Klik her hvis du læse frivilliges beretninger om at være mentor.
Læs mere om mentorprogrammet i FAQ'erne herunder.
Har du spørgsmål, så kontakt os gerne.