Her kan du læse mere om rollen som frivillig fotograf på LIVSKRAFTs camps. Du kan også læse en tidligere fotografs beretning. Vi garanterer udfordrende ny læring og en unik oplevelse - uanset om du er under uddannelse eller færdiguddannet.
Ansøgningsfrist: Løbende (vi søger således frivillige fotografer, så længe du kan se netop denne side)
Som frivillig fotograf består din opgave i at forevige store og små øjeblikke i løbet af vores camps for sygdomsramte børn, unge og familier. Dit arbejde vil primært bestå i at forevige camp-oplevelserne gennem fotografering og løbende billedredigering. Din fornemmeste opgave er at være fluen på væggen, der fanger de unikke øjeblikke gennem linsen uden selv at påvirke begivenhedernes gang.
I løbet af campen vil du være en del af et samlet team af ca. 30 andre frivillige og lidt over 20 deltagere. Og du vil arbejde tæt sammen med teamet bag LIVSKRAFT, som er hovedansvarlige for campens gennemførsel. Du vil naturligvis blive sat grundigt ind i dine arbejdsopgaver forud for din deltagelse som fotograf.
Som frivillig fotograf vil du få mulighed for at oparbejde dine kompetencer i at fotografere aktiviteter med alvorligt syge unge og deres familier. Og selvfølgelig venter der en udfordrende, sjov og personligt udviklende oplevelse.
Alle omkostninger til kost, logi og transport i forbindelse med din deltagelse som frivillig fotograf vil blive dækket.
At fotografere aktiviteterne på campen under særlig hensyntagen til deltagerne
At stå for portrætfotografering af frivillige og deltagere
Løbende at redigere og udvælge en mindre mængde billeder, som kan anvendes på LIVSKRAFTs sociale medier i løbet af campen
At sammensætte et slideshow med de bedste billeder fra campen
At varetage billedredigeringen, så alle billeder er færdigbehandlet, når du forlader campen, eller umiddelbart efter
At indgå i et tæt samarbejde med den kommunikations-frivillige på campen, som er ansvarlig for at producere indhold til SoMe under campen
At indgå i et trygt, inkluderende og samarbejdende miljø som fundament for sjove, hyggelige og udfordrende oplevelser
At hjælpe til med mindre praktiske opgaver i løbet af campen
Udfyld venligst formularen herunder for at ansøge om at blive frivillig fotograf på en af LIVSKRAFTs camps.
Der er ingen ansøgningsfrist. Ansøgninger modtages og vurderes løbende. Sålænge fomularen herunder er aktiv, søger vi stadig frivillige fotografer til årets camps.
I formularen skal du angive dine personlige oplysninger og kort skrive om din motivation for at blive frivillig fotograf, herunder eventuelle erfaringer. Derudover skal du uploade en pdf-fil med nogle billeder eller et link til nogle billeder, du tidligere har taget (minimum 10 billeder og gerne både portræt- og eventbilleder). Billederne skal give et reelt indtryk af din formåen og stil som fotograf.
Når du har ansøgt, inviteres du kort efter til en uddybende samtale på telefon/online. Tjek derfor din mail.
Rollen som frivillig tilbydes under forudsætning af, at du giver samtykke til, at LIVSKRAFT må indhente en børneattest, som skal være uden anmærkninger.
Alle oplysninger og dokumenter i relation til ansøgningen vil udelukkende blive anvendt i forbindelse med den konkrete ansøgningsrunde og vil ikke blive videregivet til tredjepart.