Mentorprogrammet skal ses som en forlængelse af Cool Camp, mhp. at bringe værktøjerne fra campen i spil i de unges hverdag. Programmet består af to dele, som foregår sideløbende.
1:1-relation
Den ene del består af en 1:1-relation mellem den unge mentee og den frivillige mentor, hvor kontakten opretholdes via Skype-/Facetime-/telefonmøder eller lignende. Samtalerne mellem mentor og mentee giver den unge mulighed for at dele hverdagens udfordringer og eventuelle bekymringer, ligesom samtalerne giver mulighed for hjælp til at tackle svære situationer og arbejde med sig selv og sine mål.
Gruppemøder
Den anden del består af sociale gruppemøder, hvor mentoren og dit barn mødes med flere andre unge-mentor-par. Disse gruppemøder foregår ved fysisk fremmøde omkring en forudbestemt aktivitet (f.eks. klatring, musikskrivning, bueskydning, madlavning osv.). Omdrejningspunktet for gruppemøderne er det sociale fællesskab, som gør det muligt for de unge at fastholde de relationer, som de har skabt gennem deres deltagelse på Cool Camp, gøre dem stærkere og derigennem opbygge et varigt netværk af ligesindede, der står i en lignende situation som dem selv.
“Det er kombinationen af mødet mellem ung-og-mentor og ung-og-ung, der er unik. Og så dét at de allesammen er sammen, når de mødes - altså også mentorerne. Det kan et eller andet, som jeg ikke rigtig kan sætte ord på”
Citat fra forælder