Tidligere unge har bl.a. lagt vægt på, at de føler sig mindre alene med deres situation efter at have deltaget i mentorprogrammet. Fx mødes dit barn med andre unge, der står i en lignende situation under gruppemøderne. Det giver mulighed for den enkelte til bedre at håndtere den situation, han/hun befinder sig i - bl.a. ved under trygge rammer at have muligheden for at dele tanker, som mange af de andre unge ofte også spekulerer over:
“Mit barn følte en lettelse over, at hun ikke var alene om de følelser, hun havde. Det var dejligt at mødes med andre, der var ligesom hende”
“Vores søn vil aflyse næsten hvad som helst for at være sammen med andre i samme situation”
Citater fra forældre
Desuden fortæller mange unge, at det er rart at have en anden voksen end sine forældre at snakke med. Det er også noget, som mange forældre kan se en værdi af:
“Jeg tror, at dét at der er en anden voksen end os, det betyder rigtig meget. Min søn siger det jo selv: ‘Det er ikke alt, jeg har lyst til at snakke med jer om’. Og heller ikke med lægerne. Det tror jeg, har betydet rigtig, rigtig meget”
Citat fra forælder